Nyt fra kampagnen
 - 01.07.16

Erfaren tegnestue vinder arkitektkonkurrence i Maribo

Når entreprenørerne i 2017 tager fat på området omkring Maribo Domkirke, Klosterruinen, Pilgrimshuset og Naturpark Maribosøerne, bliver det med Kristine Jensens Tegnestue som totalrådgiver på projektet. Tegnestuen er netop udpeget som vinderen af en arkitektkonkurrence, der blev udskrevet i starten af året. Projektet er støttet gennem Stedet Tæller.

Maribo
Vinderprojektet skal styrke sammenhængen og formidle klostermiljøet i Maribo.

Hvordan aktiverer og formidler vi klostermiljøet i Maribo, så brugervenligheden øges og områdets kulturhistoriske kvaliteter står tydeligere frem? Sådan lød udfordringen i arkitektkonkurrencen, som tre teams har deltaget i henover foråret. Forslagene er nu blevet gennemgået af en dommerkomité, og valget er faldet på buddet fra det erfarne århusianske arkitektfirma Kristine Jensens Tegnestue.

Dommerkomiteen begrunder valget med, at det er dét projekt, som set ud fra en arkitektonisk helhedsvurdering bedst indfanger områdets kulturhistoriske miljø, og som bedst vil kunne skabe den sammenhæng og klarhed, området kalder på.

Arkitekt Kristine Jensen siger om opgaven:

"Jeg tændte straks på udfordringen med at få de mange natur- og kulturhistoriske værdier i klosterområdet til at komme til sin ret i et nutidigt perspektiv. Det har været en utrolig spændende opgave at lægge alle brikkerne sammen og få puslespillet til at gå op."

Konkret skal vinderprojektet styrke sammenhængen i området ved hjælp af en belægningsakse, der skal knytte Kirkestræde og kulturmiljøet stærkere sammen og tydeliggøre adgangen fra byens torv. Også sammenhængen og overgangen mellem land og sø skal være tydeligere. Projektet lægger derfor op til at udskifte de nedbrudte betonkanter langs søkanten med et enkelt trædæk, der samtidig sikrer, at man kan komme tørskoet igennem området året rundt.

Vinderprojektet skiller sig derudover ud ved forslaget om at formidle  områdets kulturarv på stedet, hvor der tidligere var ishus. Formålet er at skabe  en platform til fremvisning af tekst og tegninger, der præsenterer de besøgende for klosteret, byen, kirken og naturparken på en måde, der skaber interesse, overblik og indlevelse i det enestående kulturmiljø.

Med valget af vinderprojektet er endnu et vigtigt skridt taget på vejen mod at forløse de mange potentialer i området, lyder det fra viceborgmester i Lolland Kommune Henrik Høegh: 

"Vi har at gøre med et betydningsfuldt område, som er underlagt en lang række fredningshensyn. Derfor har det været vigtigt ikke at forhaste processen, men i stedet behandle området med respekt og sikre, at beslutningerne bliver taget på et fornuftigt og gennemarbejdet grundlag. Det har arkitektkonkurrencen bidraget til. Kristine Jensens Tegnestue har mange spændende og velovervejede idéer til, hvordan vi kommer i mål med at genskabe området på en måde, der med ydmyghed over for stedets historiske betydning også tager hensyn til nutidens behov. I et samarbejde med områdets øvrige aktører danner vinderprojektet et solidt fundament for det videre arbejde," siger Henrik Høegh.

Projektchef Lars Autrup, Realdania siger om projektet:

"Området omkring Maribo Domkirke og søerne er værdifuld, historisk kulturarv med en betagende smuk natur og med en beliggenhed lige midt i en gammel købstad. Indtil nu har de mange kvaliteter levet en næsten gemt tilværelse bag ved byens facader. Med projektet åbnes der op, og naturen og kulturhistorien inddrages som en del af byrummet. Vi er overbeviste om, at Kristine Jensens Tegnestues projekt vil fremelske stedets kvaliteter og skabe sammenhæng mellem by, natur og kulturhistorie, og vi glæder os til at projektet går i gang".

I sensommeren tager tegnestuen for alvor arbejdstøjet på, når projektet skal konkretiseres og tilpasses fredningshensynene, som klosterområdet er underlagt. Når projektet er tilpasset dommerkomitéens ændringsforslag og Slots- og Kulturstyrelsens anbefalinger, vil et mere detaljeret projekt blive offentliggjort. 


Oversigtskort