Ved Henne Strand er der skabt nye muligheder for at opleve den populære Vestkystdestination - og bedre adgang mellem bymidten og stranden.
Nye nedslag i en klassisk
kystby
Ved Jyllands vestkyst, nær Varde, ligger kystbyen Henne Strand
gemt bag klitterne. Byen er et klassisk eksempel på et kystnært
sommerhusområde, og langt størstedelen af de overnattende gæster er
tyske turister, der i generationer har nydt den autentiske
vestkystoplevelse og de rå naturomgivelser.
Oplevelsen af Henne Strand bar dog præg af den trafikerede og
smalle vejforbindelse mellem byens centrale torv og stranden. Det
er baggrunden for, at byens borgere, feriehusejere og
erhvervsdrivende i samarbejde med Varde Kommune udviklede et
projekt til at styrke oplevelsen af den lille ferieby.
I dag er to nye byrum udviklet, og vejen mellem bymidten og
stranden er forbedre, så fodgængere, cyklister og bilister kan
færdes sikkert side om side og lettere kan komme til og fra
stranden. På Strandpladsen og Bytorvet er der anlagt kunstige
klitter, som giver gode muligheder for aktivitet og ophold og for
at nyde solnedgangen over Vesterhavet.
Fælles fodslag
Projektet er en videreudvikling og virkeliggørelse af flere
indsatser, som indgår i udviklingsplanen for Henne.
Udviklingsplanen er skabt i et stærkt samarbejde mellem lokale
kræfter og kommune, hvor målet har været at få en fælles retning
for udviklingen af kystbyen. Projektidéen bygger også videre på
Varde Kommunes turismestrategi, som har fokus på at styrke Henne
Strand som en attraktiv kystdestination.
- Status
Projektet er realiseret.
- Vision
At styrke Henne Strand som en attraktiv
kystdestination.
- Hovedgreb
At forbinde by og strand og forbedre tilgængeligheden for
alle typer besøgende.
- Organisation
Varde Kommune i tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv
og grundejerforeningen Henne Strand. Arkitekt for projektet er
"Schønherr". Ingeniør er "FULDENDT Rådgivende ingeniører".