Projekt

Kalø Slotsruin

marker
Steder i landskabet
Tilbage til kort
Nu er det muligt at opleve det gamle slotstårn og spektakulære landskab ved Kalø Vig på nye måder og fra nye højder. En forsigtig etablering af en ny trappe tilføjer yderligere værdi til et ganske særligt sted.

700 år gammel slotsruin
Ved foden af Nationalpark Mols Bjerges bakkede istidslandskab ligger Kalø Slotsruin majestætisk på en banke i Kalø Vig. Den 700 år gamle ruin er en af Danmarks bedst bevarede middelalderborge og beviset på et tidligere kongeslot, grundlagt af Erik Menved i starten af 1300-tallet.

Borgen blev placeret på en ø i vigen, som blev landfast gennem opførelsen af en dæmning. Kalø er eksempel på, hvordan mennesket har udnyttet den landskabelige situation til fulde. I starten af forrige århundrede startede Nationalmuseet et større restaureringsarbejde for at sikre resterne af borgen, og i løbet af de næste 100 år er slotsruinen blevet restaureret flere gange.

Et populært udflugtsmål opgraderes
I dette projekt er arbejdet med en helhedsorienteret tilgang til oplevelsen af Kalø Slotsruin. Konkret er en trappe placeret op gennem slotstårnet, så der nu er mulighed for at nyde landskabet og naturen fra nye højder. Trappen leder den besøgende gennem tårnet fra åbning til åbning og fremhæver tre karakteristiske træk i det danske landskab - havet, stranden og strandengen.

Trappen er udført, så den kan tages ned igen, uden at der efterlades varige spor. Endelig skal der skabes en mere synlig adgang til stedet via den lange dæmning, som leder hen til Kalø Slotsruin.

  • Status
    Projektet er realiseret og indviet i januar 2016.
  • Potentiale
    Et velbevaret kulturlandskab i form af en borgruin og en middelaldervej.
  • Primær ejer
    Naturstyrelsen
  • Partnerkreds
    Realdania, Naturstyrelsen og Nationalpark Mols Bjerge, Kulturstyrelsen
  • Rådgivere
    Arkitekt: MAP Architects og MAST-Studio - Underrådgivere: Marco Mercuri og Vision +